
Fjernelse af fremmed genstand i hundens mund/svælg
Hertil kræves (helst) to personer.
- Person A stiller sig bag hunden, så den ikke kan trække sig tilbage. Person A tager fat i overkæben med den ene hånd og i underkæben (bag hjørnetænderne) med den anden. Samtidig forsøger man at fiksere tungen med den hånd, der holder underkæben. Kan dette ikke lade sig gøre, må person B tage fat i tungen og holde den nede.
- Person B skal sikre at tungen er ude og nede. Samtidig fjernes den fremmede genstand. Eventuelt ved hjælp af en tang. Pas på fingrene! Bolde kan være svære at fjerne. Kan man ikke trække bolden ud, må man søge at få en finger ind bag bolden og trykke den ud.
Kan genstanden ikke fjernes, så kontakt straks dyrlæge
Snudesnor/mundkurv
En skadet hund har ofte smerter og kan derfor bide - Også selv om hunden aldrig har bidt før. Derfor bør der sættes en mundkurv eller snudesnor på hunden. Snudesnor må ikke anvendes, hvis hunden har åndedrætsproblemer. Den må ikke anvendes til kortsnudede racer og ikke, hvis man (selv kortvarigt) forlader hunden.
En simpel snudsnor kan laves af et (bredt) bånd, gazetape eller snor. Se på tegningen.
- Lav en løkke, der er stor nok til at komme ned over hundens snude. Sørg for at enderne er lige lange.
- Sæt forsigtigt løkken ned over snuden sådan at knuden er øverst på hundens næseryg.
- Stram forsigtig og bind en knude på underkæben, og før så de løse ender bag hundens nakke og bind en knude, så snudesnoren ikke falder af.
- Kontroller at hunden ånder normalt.
Blødninger
Førstehjælp ved større blødninger:
- stands blødningen med tommelfinger/hånd (hundeblod er ikke smitsomt for mennesker)
- placer et gazekompres på såret og anlæg forbinding
- husk, at stramme forbindinger skal løsnes igen senese efter 1/2 time
Ved mindre blødninger:
- anlæg en let bandage af et egnet materiale
Kontakt straks dyrlæge.

Opsvulmet mave
Store hunderacer kan rammes af opsvulmede maver, der er fyldt med luft. Hunden forsøger at brække sig uden held.
Tilstanden er livstruende og dyrlægen bør straks kontaktes.

Benbrud
Ved brud på ben eller knogler er det vigtigt at hunden holdes stille, så skaden ikke forværres.
Ved åbent benbrud beskyttes såret med en let bandage.
Hvis der er mistanke om benbrud UNDER albuen eller UNDER knæet søges området stabiliseret med træskinne eller sammenfoldet avis.
Hold dyret varmt.
Kontakt eventuelt dyrlægen inden transport.
Forbrænding
Sprøjt koldt vand på det forbrændte område - fortsæt længe.
Overdæk det forbrændte område med våd og kold kompres og kontakt straks dyrlægen.
Kvælning/åndenød
Ved tegn på kvælning eller åndenød undersøg mund og svælg for fremmedlegemer og fjern dette som tidligere beskrevet.
Er dette ikke årsagen, kan åndenøden skyldes insektbid eller forgiftning.
Kontakt straks dyrlægen.

Drukning
Hunden holdes i bagbenene så vandet i lungerne kan løbe ud.
Hvis hunden ikke ånder selv, skal den have kunstigt åndedræt
.
Tør hunden med et klæde og kontakt dyrlægen
Kramper/besvimelse
Kramper kan omfatte enkelte muskler eller hele kroppen. Ved kraftige anfald er hunden bevidstløs og ofte bevæger øjnene sig fra side til side.
Anfaldet går normalt over i løbet af et par minutter
- Sørg for at hunden ikke skader sig selv eller omgivelserne
- Undgå at røre hunden og lad frem for alt være med at stikke fingrene i hundens mund
- Sørg for at der ikke er lys eller lyd, der kan genere hunden
- Læg forsigtig et klæde over hundens hoved
Besvimelse er en kortvarig bevidstløshed og hunden er slap. Besvimelse forekommer oftere hos de kortsnudede hunderacer (Boxer, Fransk Bulldog, Bostonterrier, Mops)
- Kontroller at luftvejene er frie
- Kontroller at tungens farve er normal
Kontakt dyrlægen
Elektricitet
Er hunden blevet skadet som følge af elektricitet behandles skaderne (forbrænding, hjertestop, bevidstløshed, mm) som tidligere beskrevet. Vær dog opmærksom på følgende:
Husholdningsstrøm 220-380 V
- Rør ikke hunden før strømmen er afbrudt. Enten ved at trække stikket ud, eller afbryde strømmen på hovedafbryderen.
Højspænding
- Forsøg ikke at redde hunden, hvis den ligger nærmere end 20 meter fra en nedfalden højspændingsledning. Kontakt redningstjenesten 112 og vent til hjælp kommer frem og strømmen er afbrudt.
- Påse at ingen kommer i nærheden af fareområdet
- Når strømmen er afbrudt kan førstehjælpen påbegyndes.

Øjenskader
Øjenskader forekommer ved slag mod hovedet eller som følge af bid.
- Påse at hunden ikke skader øjet yderligere ved at klø sig med poten eller gnide hovedet mod jorden, møbler eller lignen de.
- Hold øjet fugtigt med et vandmættet kompres over øje og øjenhule.
Kontakt straks dyrlægen.
Fremmedlegemer i øjet
- Skyl øjet forsigtigt med lunkent vand. Forsøg med en vatpind at trække genstanden frem i den forreste del af øjet og fjern det så med vatpinden.
Fremmedlegemer der sidder fast i øjet
- Påse at der ikke sker yderligere skade. Hold øjet fugtigt og kontakt dyrlægen.
Ætsende eller irriterende væske eller pulver i øjet
- Skyl øjet med rigeligt lunkent vand
- Sørg for at hunden ikke klør sig i øjet
- Noter hvilket middel hunden har fået i øjet og kontakt dyrlægen.

Hedeslag
Hedeslag kan opstå, når hunden er lukket inde i et lille lukket rum som for eksempel en parkeret bil på en sommerdag.
Fladsnudede hunde er mere følsomme for hedeslag end andre racer og reagerer hurtigere, hvis der er for varmt.
Ved hedeslag vil hundens åndedræt være hurtigt i begyndelsen. Herefter vil hunden få sværere ved at få luft. Den har svært ved at stå og kan besvime. Hundens kropstemperatur kan da være op mod 42 grader C.
- Tag straks hunden ud af det varme rum
- Køl hunden ned med koldt vand fra en slange, bruser eller i et kar.
- Når temperaturen er faldet så svøb hunden ind i et fugtigt håndklæde og kontroller om muligt temperaturen.
Selv om hunden opfører sig normalt skal dyrlægen kontaktes.

Forgiftninger
Er der mistanke om forgiftning:
- Forsøg at finde ud af, hvad hunden har spist. Medicin? Giftige svampe? Rottegift?
- Hvor meget har hunden fået? (hvor meget er der tilbage i flasken?)
- Hvornår er forgiftningen sket?
- Kontakt straks dyrlægen og giv disse oplysninger
NB! Hunde elsker kølervæske (glykol), men selv små mængder glykol er meget farligt for hunden.

Hugormebid
Største risiko for hugormebid er på varme dage. Giften vil få området omkring bidstedet til at svulme op.
Alvorlige komplikationer indtræder først senere, og derfor bør hunden altid tilses af en dyrlæge efter et hugormebid.

Insektstik
Bid eller stik fra insekter giver normalt kun en lokal hudirritation.
- Er der tale om bi- eller hvepsestik bør brodden fjernes. Brug en pincet og tag fat så tæt på broddens spids som muligt. Herved undgås det, at der klemmes mere gift ind.
- Hold øje med allergiske reaktioner hos hunden og åndedrætsbesvær. Især hvis hunden er blevet stukket i munden.
- Beskyt kort- og tyndhårede hunde mod myggestik.

Tæger
Tæger kan sprede sygdomme til hunden (Borrelia, Ehrlichia, hjernehindebetændelse).
- Tæger bør fjernes så snart de opdages. Helst inden for det første døgn. Tæger kan "nulres" af eller fjernes med en dertil indrettet tang. Bor man i et område med mange tæger, kan der anvendes midler til at smøre på hunden, så tægebid undgås.
Tal med dyrlægen herom.
Nyttige tips
Sådan giver du hunden medicin
Mange typer medicin findes kun i tabletform eller som kapsler. De fleste medicinpræperatet smager ikke godt. Derfor hjælper det ikke at knuse tabletten og blande den ind i maden. I hvert fald skal medicinen blandes i noget mad, der smager virkelig godt.
I øvrigt må visse medicintyper ikke gives sammen med mad, mens andre skal gives sammen med mad.
Kapsler må som regel ikke knuses, men skal gives hele.
Den bedste metode er at give hunden tabletter eller kapsler direkte i munden:
- Tag fat om snuden (bag hjørnetænderne) med tommel- og pegefinger. Pres tommel- og pegefinger rundt om overkæben, så overlæben på hunden følger med. Bøj hundens hoved let tilbage.
- Hold tablet eller kapsel mellem tommel- og pegefinger i den anden hånd. Pres tablet/kapsel ind og placer den så langt tilbage i munden som muligt.
- Hold hundens mund lukket samtidig med at man med den anden hånd masserer hundens strube.
Med flydende medicin gør man tilsvarende, hvis man bruger en ske. Det bedste er dog at bruge en engangsprøjte (uden kanyle). Kinden trækkes ud og medicinen sprøjtes ind mellem kinden og tænderne.
Pleje
Hundens behov for pleje beror på racen og pelsens længde og type. Når man køber hunden, bør man få grundig instruktion i pleje af den pågældende hund.
- Hundens pels bør jævnligt børstes. Er hunden snavset, bør den vaskes. Brug en hundeshampoo. De fleste racer kan vaskes i hundeshampoo hver 14. dag, uden det skader hud eller pels.
- Undersøg hver uge hunden for lopper, lus, tæger, sår, eksem, mm.
- Kontrollér poterne for revner, blødninger, mm.
- Hundens kløer skal klippes regelmæssigt med en tang, der er beregnet hertil. Visse hundes kløer skal klippes hver anden til tredie uge.
- Rens tænderne mindst en gang om ugen med en almindelig tandbørste. Væn hunden til at få børstet tænder fra den er hvalp. Har hunden tandsten bør dyrlægen kontaktes.
- Kontroller at øjnene har sin normale farve og ikke er usædvanligt vandige.
- Kontroller ørerne og fjern overskydende voks med en vatpind. Fjern eventuelle hår, som tillukker øregangen.
- Vej hunden jævnligt og påse at den ikke vejer mere end den skal (spiser den korrekt?).
Tæver
- Løft halen og undersøg for unormale blødninger eller udflåd. Kontroller regelmæssigt mælkekirtlerne for knuder eller lignende.
Hanhunde
- Undersøg forhuden for udflåd og testiklerne for knuder, eller om de ændrer sig i størrelse.
Uønsket parring
I almindelighed kommer en tæve i løbetid ved 6-12 måneders alderen. Løbetiden indtræffer ca. to gange årligt, dog ofte med større tidsrum imellem ved ældre hunde.
Ved uønsket parring kan graviditet forhindres ved hormonbehandling. Denne behandling skal gennemføres inden for 3-5 dage efter parringen.
Kontakt straks dyrlægen.
Dyrlægekontrol
Er du bekymret for din hunds helbred så kontakt straks din dyrlæge.
Dyrlægen kan rådgive om hvilke undersøgelser, der regelmæssigt bør gennemføres og mange klinikker har helbredsundersøgelsesprogrammer, der også indbefatter vaccination.
Hunden vaccineres for at beskytte den mod smitsomme og livstruende sygdomme.
Et vaccinationsprogram indebærer at hunden grundvaccineres. Herefter skal vaccinationsprogrammet følges op med årlige vaccinationer.
Skal hunden med til udlandet, skal dyrlægen også konsulteres med henblik på vaccination mod de særlige sygdomme, der findes i det pågældende område.
Lav notater om, hvornår og med hvad hunden er blevet vaccineret. Så er det let at se, hvornår hunden atter skal vaccineres.
Forsikring
Husk at forsikre hunden ud over den lovpligtige ansvarsforsikring. Er uheldet ude, spares penge og overvejelser om behandling. Også på det område kan dyrlægen vejlede.
Rejser/køresyge
Hunde kan lige som mennesker få køresyge.
- Hunden skal allerede som hvalp vænnes til at køre i bil. Træn hvalpen flere gange dagligt i at være i bilen. Først i den stillestående bil. Kør siden korte ture inden man begiver sig ud på det lange stræk. Påse altid at hunden er tryg ved sin plads i bilen.
- Undgå at fodre hunden før afrejsen
Der findes midler mod køresyge til hunde. Kontakt dyrlægen herom.
Ved flytninger til udlandet bør man kontakte respektive myndigheder for at få de nødvendige oplysninger om certifikater, vaccinationer mm. for det pågældende land. Her kan dyrlægen også hjælpe.
Hundens førstehjælpskasse
- Gazetamponer
- saks
- rulle med gazebind
- rem eller snor til snudesnor
- plaster på rulle
- pincet
- tang til fjernelse af tæger
- rensemiddel til sår (0.2 pct. klorhexidinopløsning)
Bemærk
Lægfolk må ikke behandle dyr kirurgisk eller medicinsk. Det skal dyrlægen gøre. Enhver må imidlertid udøve førstehjælp med det formål at redde liv, forebygge skade eller lindre smerte.
Gode råd for at undgå ulykker
Hold hunden i snor
- Hold altid hunden i snor i nærheden af biltrafik og ved jernbanestrækninger.
Farlige steder i hjemmet
- Løse elektriske ledninger/stik
- Komfur
- Pejs/brændeovn
- Tændte stearinlys/stjernekastere
- Åbne vinduer, døre og altaner
- Rengøringsmidler. Vær især opmærksom, når du hælder sæbe i opvaskemaskinen
Farlige steder ved huset
- Defekte eller dårligt vedligeholdte døre, stakitter og lignende, hvor hunden kan skades på rustne søm, splinter, mm.
- Brønde med utilstrækkelig tildækning
- Vandbassiner
- Mistbænke med glasruder
- Kølervæske (glykol)
- Værksteder
- Lager, især hvor der opbevares kemikalier
Affald
- Affald skal opbevares på en sådan måde, at hunden ikke kan rode i det. Pas især på ben og gamle madrester.
Is på søen
- Hold hunden i snor i nærheden af søer og vandhuller, når der er risiko for at isen ikke kan bære.
Børnenes legetøj
- Lad ikke hunden lege med børnenes legetøj. Pas især på små bolde (tennis- bordtennisbolde og lignende). Plastlegetøj kan tygges i stykker og sluges.
Redningsvest
- Hunde ombord på lystbåde skal have redningsvest på. Hunde, der færdes på havnen, bør føres i snor.
Varme biler
- Hunden må ikke efterlades i en lukket bil på en forårs- eller sommerdag. Temperaturen i bilen kan blive meget høj.
Træn hunden
- Lær at styre din hund. Brug enkelte ordrer som: Her, sit, lig, nej. Meld dig til et hundetræningskursus.